Regnskab 2010
Hermed foreligger årsberetning og regnskab for 2010. Regnskabet og årsberetningen for 2010 viser sammenhængen mellem det planlagte forbrug, som det så ud i det oprindelige budget, tillægsbevillinger, som byrådet gav i årets løb, og regnskabets endelige resultat.
2010 markerer starten på anden byrådsperiode efter kommunalreformen og hvor udfordringerne vedrørende sammenlægningen er ved at være bag os. Derimod er den offentlige økonomi fortsat præget af den internationale krise som ramte os i efteråret 2008 og som betyder krav om nulvækst i den kommunale økonomi i årene der kommer. Borgernes forventninger til den kommunale service forventes dog fortsat at stige i årene fremover, hvilket stiller krav til os om fortsat at lægge os i selen for at levere endnu mere værdi over for borgerne i kommunen. Derfor blev 2010 også året hvor en række reformer på de store velfærdsområder så som dagpasning, skoler og ældreplejen blev iværksat med henblik på at udvikle den kommunale service til den nye kommunestruktur og til samfundets forventninger.
Resultatmæssigt afspejler regnskab 2010, at kommunen opnåede ekstraordinært høje selskabsskatter i det forgangne år. Af den grund blev resultatet af den ordinære driftsvirksomhed det bedste i kommunens levetid. Den aftalte serviceramme med staten blev dog ikke desto mindre overskredet med 4 mio. kr. De aftalte servicerammer ligger loft over kommunernes udgiftsniveau til de kommunale serviceopgaver, og derfor bliver overholdelse heraf en endnu mere kritisk styringsparameter for den kommunale økonomistyring i årene fremover.
2010 var også præget af et historisk højt anlægsniveau i kommunen. Dette betyder, at kommunens udgiftsniveau på anlægssiden nærmer sig landsgennemsnittet i 2010. Det høje anlægsniveau er delvist udløst af fremrykkede anlægsinvesteringer for at imødegå den finansielle krise.
På forsyningsområdet blev vand- og spildevandsforsyningen i 2010 udskilt i et kommunalt ejet aktieselskab: Billund Vand A/S. Selskabsdannelsen betød, at selskabet ledelsesmæssigt, administrativt og økonomisk er blevet adskilt fra den øvrige kommunale virksomhed og således ikke indgår længere i kommunens regnskab. De brugerfinansierede områder omfatter fra regnskab 2010 således alene affaldsområdet.
Jeg håber, at årsberetning og regnskab 2010 giver et retvisende billede af den kommunale virksomhed.
Billund Kommune, maj 2011
Borgmester Ib Kristensen