Familieafdelingens Forebyggelsesteam
Rådgivning efter § 11 stk. tilbyder:
- gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.
- konsulentbistand til forældre, børn og unge, som har behov for konkret rådgivningstilbud.
- rådgivningen målrettes de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og der kan ydes støtte over en længerevarende periode, hvis der er behov herfor. Der kan f.eks. være tale om samlivsproblemer, opdragelsesproblemer, sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet.
- konsulentbistanden tilbydes i de tilfælde, hvor det må antages, at bistanden er relevant i forhold til at løse konkrete, afgrænsede problemstillinger, som giver sig udslag i et særligt støttebehov hos barnet eller den unge.
Formålet med rådgivningen efter § 11 er således dels at afhjælpe problemer, der allerede eksisterer og som i nogle tilfælde kan have forbigående karakter, fordi de f.eks. er opstået i forbindelse med en krise i familien, dels at forebygge, at problemer vokser sig større, så der senere bliver behov for at tage mere alvorlige foranstaltninger i anvendelse.
Når børn og unge mistrives og har en adfærd, som giver konflikter i f.eks. skolen og hjemmet, er det oftest et symptom og en reaktion på, at der er noget, der er svært. En måde hvorpå barnet kan sige: ”Min familie har brug for hjælp”. Forebyggelsesteamet/ konsulenten kan i samarbejde med familien finde frem til årsagen til symptomet og komme med forslag til konstruktive handlemuligheder til gavn for børnenes og familiens trivsel og udvikling.
Forebyggelsesteamet tilbyder rådgivning indenfor bl.a. følgende områder/problemstillinger:
- Familieorienteret rådgivning
- Forældrenes problemer
- Samarbejdsproblemer mellem forældrene (f.eks. efter skilsmisse)
- Adfærdsproblemer hos børnene
- Symptomer på mistrivsel hos børn
- Bekymring for børns trivsel og udvikling
- Sammenbragte familier
- Problemer med pubertetsbørn
- Konflikter imellem søskende
- Børn der har været udsat for tab
- Samarbejdsproblemer mellem familien og f.eks. skole eller daginstitution
- Psykisk sygdom i familien
- Familier med børn med handicap
Både enkeltmedlemmer og hele familien har mulighed for at få familieorienteret rådgivning, også uden at der er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Man kan få rådgivningen anonymt og som et åbent tilbud.
Der oprettes ingen sag i anledning af rådgivning i § 11, og der er ikke notatpligt, når det kun er rådgivning, der gives. På den måde kan forebyggelsesteamet/ konsulenten yde hurtig hjælp til familien, når der er brug for det.
Hvis de problemer som beskrives vurderes at være af en sådan karakter, at det giver anledning til at antage, at barnet/ den unge trænger til særlig støtte, er kommunen forpligtet til at foretage en børnefaglig undersøgelse efter reglerne i Servicelovens § 50 for at afklare, om der er behov for egentlige foranstaltninger.
Hvordan får man hjælp af Forebyggelsesteamet?
- Ring til Familieafdelingen på 7972 7609 og tryk 1 for administration.
- Bed sekretæren om at tale med en socialrådgiver i Forvisiteringen. (Telefontiden er på hverdage mellem kl. 9.00 - 10.00).
- Efter samtale mødes man evt. med socialrådgiveren, som vurderer, hvilken hjælp der er behov for.
- Hvis Familieafdelingens socialrådgiver vurderer, at der er behov for rådgivning i § 11, sendes opgaven videre til forebyggelseskonsulenten, som hurtigt derefter tager kontakt til familien.
- I telefonen laves aftale om at mødes - det tilstræbes at samarbejdet etableres hurtigt.