Jordvarmeanlæg
Jordvarmeanlæg udnytter den naturlige varme i jorden til opvarmning af boliger og brugsvand. Anlæggene er et attraktivt alternativ til især opvarmning med olie på landejendomme. Det bliver også mere almindeligt at etablere i forbindelse med nybyggeri af lavenergihuse. Det er generelt en teknologi, som er energibesparende og som derfor kan bidrage til opfyldelsen af målene for reduktion af ¨Danmarks CO2 udledning.
Miljøministeriets Bekendtgørelser nr. 1019 af 25. oktboer 2009 om jordvarmeanlæg beskriver krav til ansøgning, etablering og drift af jordvarmeanlæg. Bekendtgørelsen findes i boksen med relaterede links til højre.
Ansøgning
Hvis du vil etablere et jordvarmeanlæg, skal du søge kommunen om tilladelse. Ansøgningsskema til etablering af jordvarmeanlæg findes i selvbetjeningsboksen til højre. Ansøgningen, skal der vedlægges et kortbilag, hvorpå bygninger, boringer samt jordvarmeanlæg er indtegnet. Kort kan printes ud fra Billund Kommunes digitale kort eller arealinformation, se links i boksen med relaterede links til højre.
Etablering
Jordvarmeanlæg må først etableres, når kommunen har meddelt tilladelse hertil. Kommunen stiller i en tilladelse en række vilkår til anlægget, som skal sikre, at der ikke sker forurening af jord, grundvand og/eller vandløb og søer. Derudover skal jordvarmeanlægget overholde de generelle bestemmelser i Jordvarmebekendtgørelsen.
Drift
Når jordvarmeanlægget er i drift, skal det mindst en gang årligt efterses af en sagkyndig i jordvarmeanlæg. Resultatet af eftersynet skal opbevares af ejer i mindst 10 år og efter anmodning forevise dette til kommunen.
Uheld med jordvarmeanlæg
Hvis der bliver konstateret udslip, eller der er mistanke om udslip, fra jordvarmeanlæget, skal ejer straks standse en evt. udstrømning. Herefter kontaktes kommunen hurtigst muligt.
Sløjfning af jordvarmeanlæg
Når et jordvarmeanlæg er overflødigt, skal det sløjfes. Det betyder, at slangerne for væske gennemskylles med rent vand. Hvis årsagen til sløjfningen er, at slangerne ikke længere lever op til kravene, skal disse frakobles på en måde, så de ikke kan sættes i drift igen.